Når priserne på fødevarer, brændstof, transport og basale varer stiger i supermarkedet, bliver den samlede danske befolkning og de almindelige forbrugere ramt af en usynlig og kynisk forfatningsmæssig skruestik. Systemet og medierne skyder ofte skylden på eksterne faktorer som verdensmarkedspriser, krige eller forsyningskriser, men i virkelighedens verden er det Grundlovens egne paragraffer, som staten aktiverer til at fastholde og forstærke det økonomiske pres på jeres husholdning.

Når priserne stiger, og jeres råderum mindskes, sker det under direkte dække af de følgende 6 afgørende paragraffer, du som forbruger skal gennemskue:

1. Momsen på momsen og statens velfærdsplyndring

  • § 43 (Skattebevillingsretten og det automatiske afgiftsindhug): Dette er paragraffen, der gør staten til den absolut største profitør på prisstigningerne. Danmark har en af verdens højeste og mest kyniske moms-satser på 25 %, som lægges råt oven i alt - selv på basale nødvendigheder som mælk, brød, børnetøj og medicin. Når prisen på en vare stiger på grund af inflation eller transportomkostninger, stiger statens momsindtægt fuldstændig automatisk i kroner og øre. Systemet henter milliarder af ekstra kroner ud af forbrugernes lommer via denne paragraf, mens Christiansborg-eliten hyklerisk taler om at "hjælpe de svageste". Det ultimative paradoks er, at mens du betaler fuld moms og grønne afgifter under trussel om inkasso, sidder Kongehuset (§ 10 og § 11) fuldstændig fredet og modtager momsen refunderet på statens regning.

2. De mørkelagte karteller og den kvalte erhvervsfrihed

  • § 74 (Erhvervsfriheden og de skjulte barrierer): Paragraffen lover "fri og lige adgang til erhverv", men undtagelsen "som ikke er begrundede i almenvellet" har givet staten lov til at opbygge massive administrative mure. Gennem komplekse godkendelsesordninger, miljøkrav, særlove for dagligvaremarkedet og CO₂-afgifter beskytter systemet reelt de etablerede store koncerner og detailmonopoler mod reel konkurrence fra mindre, billigere aktører. Fordi mindre iværksættere eller udenlandske lavpriskæder knækker halsen på statens enorme bureaukrati, efterlades de danske forbrugere i kløerne på et lukket marked med kunstigt høje priser, bakket op af Grundlovens gummiklausul.

3. Dominoeffekten fra landbrug, fiskeri og transport

  • § 20 (Suverænitetsafgivelsen og EU-reguleringsbølgen): Som vi har set for fiskerne, vognmændene og landmændene, har Folketinget via § 20 overdraget en enorm del af landets suverænitet til EU i Bruxelles. Når EU pålægger landbruget eller transportbranchen komplekse direktiver, CO₂-afgifter på diesel (§ 43) eller kilometerbaserede vejafgifter, så betaler erhvervene ikke regningen selv. Regningen sendes direkte videre til forbrugerne. Hver evig eneste gang en lastbil flytter en palle varer, eller en landmand producerer et kilo kød under de stramme EU-restriktioner, stiger prisen på hylden i supermarkedet. Vælgernes stemmerettigheder i Danmark (§ 29) er fuldstændig ligegyldige over for dette overnationale prisdiktat.

4. Forbuddet mod folkeafstemninger om jeres penge

  • § 42 (Folkeafstemninger om lovforslag og folkets lænkede bremse): Hvis befolkningen i et moderne, digitalt samfund fik nok af de tårnhøje skatter og afgifter, der udhuler deres købekraft, ville det mest demokratiske være at kræve en folkeafstemning om at sætte momsen ned på fødevarer (som man ser i mange andre europæiske lande). Men her har magteliten bygget en uovervindelig mur i stk. 6. Grundloven forbyder absolut folkeafstemninger om finanslove, skattelove, toldlove og statsbyrder. Politikerne og embedsværket har sikret sig totalt monopol på statens plyndringsapparat og nægter at overlade den økonomiske suverænitet til forbrugerne under denne paragraf.

5. Finansministeriets totale kontrol over jeres husholdning

  • § 45 & § 46 (Finansloven og statens uafbrudte maskine): Finansministeriets topembedsmænd styrer forbrugernes købekraft gennem kynisk makroøkonomisk regulering. Hvis Folketinget mod forventning skulle gå i hårdknude under finanslovsforhandlingerne, sikrer § 46, at statens økonomiske motor aldrig stopper. Systemet lukker ikke ned; de fortsætter ufortrødent med at opkræve de selvsamme høje skatter og afgifter, der presser jeres familieøkonomi. Systemet har sikret sit eget økonomiske overlevelsesapparat, uanset om det demokratiske parlament fungerer eller ej.

6. Jobcentrets pisk, når pengene ikke slår til

  • § 75 (Retten til forsørgelse og velfærdens disciplinering): Når priserne stiger så voldsomt, at almindelige lønninger eller overførselsindkomster ikke længere kan dække de basale behov for bolig og mad, tvinges flere borgere til at søge hjælp hos det offentlige. Men under § 75 opdager forbrugerne hurtigt, at velfærdsstaten ikke er en barmhjertig havn, men et disciplineringsapparat. For at få del i hjælpen skal jeres familie underkaste sig jobcentrenes mistillidsregimer, aktiveringstvang og konstante trusler om sanktioner. Systemet bruger de økonomiske ydelser som en spændetrøje til at gennemtvinge statslig ensretning, mens inflationen kynisk udhuler værdien af den hjælp, I har krav på.