Når den danske stat indgår monumentale internationale traktater som Parisaftalen og EU-Mercosur-aftalen, eller når den underlægger sig EU's regler om kabotagekørsel, sker det i et tætforbundet forfatningsretligt spil. Systemet flytter her suverænitet og magt ud af landet hen over hovedet på de danske landmænd, vognmænd, fiskere og forbrugere.

De helt afgørende paragraffer i Grundloven, som aktiveres, når staten indgår disse aftaler, er følgende:

1. Indgåelsen af Parisaftalen og Mercosur (Klima- og handelstraktater)

  • § 19 (Udenrigspolitik og det royale/regeringsmæssige prærogativ): Dette er den absolutte primære paragraf, når staten handler på den internationale scene. Teksten slår fast: "Kongen handler på rigets vegne i internationale anliggender." I den moderne virkelighed betyder det, at det er regeringen (udenrigsministeren og statsministeren), der har den suveræne ret til at forhandle og underskrive traktater som Parisaftalen (klimaaftalen) og Mercosur (handelsaftalen med de sydamerikanske lande).
  • Det kritiske perspektiv: Paragraffen kræver dog Folketingets samtykke, hvis aftalen medfører forpligtelser for staten. Men fordi regeringen typisk kontrollerer flertallet gennem benhård partidisciplin (§ 56), fungerer Folketingets godkendelse som et rent rituelt gummistempel. Befolkningen og de berørte erhverv (f.eks. landbruget, der rammes hårdt af Mercosur-aftalens import af billigt kød) har absolut nul indflydelse på forhandlingerne, som foregår bag mørkelagte, diplomatiske døre.
  • § 42, stk. 6 (Forbuddet mod folkeafstemning): Selvom en handelsaftale som Mercosur eller de afledte grønne afgifter fra Parisaftalen flår i danskernes og erhvervenes økonomi, har eliten sikret sig mod folkeligt oprør under denne paragraf. Grundloven forbyder absolut folkeafstemninger om "traktater, som angår de under skatter og afgifter nævnte anliggender". I har ingen ret til at trække nødbremsen over for systemets internationale aftaler.

2. Tilladelsen af kabotagekørsel (Transportsektorens EU-åbning)

  • § 20 (Suverænitetsafgivelsen - den ultimative elitelås): Når udenlandske vognmænd lovligt kan udføre kabotagekørsel (interne transportopgaver) på de danske veje og undergrave de danske vognmænds forretninger, skyldes det udelukkende § 20. Paragraffen slår fast, at beføjelser, som efter Grundloven tilkommer rigets myndigheder, "kan i nærmere bestemt omfang overdrages til mellemfolkelige myndigheder."
  • Det kritiske perspektiv: Folketinget har brugt denne paragraf til fuldstændig at forære kontrollen over transport- og erhvervslovgivningen væk til EU i Bruxelles. Kabotagekørslen er dikteret af EU's forordninger og den berygtede Vejpakke. De danske politikere kan reelt ikke beskytte de danske vognmænd, selvom de påstod, de ville; magten er foræret væk på fuldstændig lovlig vis under § 20, og det danske transportsystem styres i dag af overnationale teknokrater i udlandet.
  • § 74 (Erhvervsfriheden som elastik): Staten forsvarer tilladelsen til kabotagekørsel og de åbne grænser for transport med, at det sikrer "fri og lige adgang til erhverv". Men som vi har set igennem hele vores kulegravning, gradbøjes § 74 altid, så det passer til elitetænkningen. Systemet tillader kabotagekørsel, fordi det gavner de store multinationale detailgiganter og importører, der vil have fragtet deres varer så billigt som muligt, mens den uafhængige, mindre danske vognmand må æde tabet og navigere i et uoverskueligt bureaukrati af EU-kontrolregler.