Bogen hedder Arms and Influence (1966) og er skrevet af den amerikanske økonom og professor Thomas Schelling. Han modtog senere Nobelprisen i økonomi i 2005 for sit arbejde med spilteori - altså videnskaben om, hvordan mennesker og magthavere træffer strategiske beslutninger.
"salamitaktik" (på engelsk salami tactics eller salami slicing): Udtrykket beskriver en politisk strategi, hvor magthavere eller politikere gennemfører store, upopulære forandringer eller restriktioner ved at indføre dem i meget små, næsten umærkbare bidder - ligesom man skærer tynde skiver af en salami.
I bogen forklarer han salamitaktikken ved at bruge et billede af et barn, som de fleste forældre kan nikke genkendende til:
"Salami-taktikken blev helt sikkert opfundet af et barn. Hvis du beder et barn om ikke at gå ud i vandet, vil barnet sætte sig på bredden og dyppe sine tæer. Barnet er jo ikke 'i' vandet endnu. Hvis du accepterer det, vil barnet rejse sig op. Hvis du ikke siger noget, vil barnet gå ud, så vandet når til anklerne..."
Når folk (eller erhvervsdrivende): Endelig vågner op og opdager, at barnet står i vand til livet - eller at hele branchen er reguleret ihjel - så er det for sent at sige stop, fordi grænserne er blevet flyttet umærkbart over lang tid.
Det er netop denne "salami-slicing" af rettigheder og indtjening, som bevægelser forsøger at dæmme op for, inden den sidste skive er skåret af.
Hvorfor bogen blev så berømt: Thomas Schelling brugte dette amerikanske bogcitat til at forklare, hvordan regeringer og systemer tester befolkningens eller modpartens grænser af. Hvis man gør noget ulovligt eller ekstremt på én gang, får man et "nej" og en straf. Men hvis man gør det i bittesmå bidder, formår modparten aldrig at finde det præcise tidspunkt, hvor det er værd at tage den store konflikt.
Her er en forklaring på, hvordan taktikken fungerer, og hvorfor den er så effektiv.
1. Modstanden undgås
Hvis politikerne forsøgte at fjerne alle rettigheder, lukke et helt erhverv eller indføre massive restriktioner på én gang, ville befolkningen opdage det med det samme. Det ville skabe et gigantisk folkeligt oprør, demonstrationer og politisk kaos. Ved i stedet kun at tage en "lille skive" (en lille ny afgift, en mindre stramning af en lov eller en lille kvotereduktion), tænker folk. "Nå ja, det er irriterende, men det går nok lige."
2. Grænserne flyttes gradvist
Hver gang en lille skive skæres af, vænner befolkningen sig til den nye virkelighed. Den nye restriktion bliver den "nye normal". Efter et stykke tid klipper politikerne så endnu en skive af. Fordi processen strækker sig over måneder eller år, føles det aldrig som et dramatisk overgreb her og nu, men som en lang række små "nødvendige justeringer".
3. Point of no return (Når det er for sent)
Det uhyggelige ved salamitaktikken - som citat helt præcist beskriver - er slutfasen. Pludselig kigger befolkningen eller de erhvervsdrivende tilbage og opdager, at der ikke er mere tilbage af salamien. Alle friheder, indtjeningsmuligheder eller rettigheder er væk. Men fordi det skete gradvist, opdager man det først i det øjeblik, hvor de økonomiske konsekvenser er uoverskuelige, eller virksomheden reelt er tvunget til at lukke. På det tidspunkt er lovgivningen og systemet låst så fast, at det er umuligt at rulle tilbage.
Citatets oprindelse: Metaforen stammer oprindeligt fra den ungarske politiker Mátyás Rákosi i 1940'erne. Han brugte det til at beskrive, hvordan det kommunistiske parti retmæssigt udryddede de andre partier i landet. Ikke ved at forbyde dem allesammen på én dag, men ved at skære dem væk "skive for skive", indtil kommunisterne havde enevældig magt.
I dag: Bruges udtrykket i bred forstand om bureaukrati og politiske strategier (f.eks. inden for miljø- og erhvervsregulering), hvor man langsomt kvæler en branche med mindre delaftaler og delrestriktioner, indtil erhvervet ikke længere kan overleve økonomisk.