“Truer direkte dansk fødevareproduktion”

Formanden for Landbrug & Fødevarer har udtalt, at de skiftende politiske spilleregler "truer direkte dansk fødevareproduktion".

Kritikerne af den nuværende politik peger på store problemer.

I Danmark: Hvis de skærpede miljøkrav betyder, at en dansk landmand må dreje nøglen om eller gå konkurs, er det en personlig og menneskelig tragedie for den berørte familie.

Tab af forsyningssikkerhed: Hvis der udbryder krig, pandemier eller globale handelskrise, kan man ikke spise medicin. Hvis et land ikke kan brødføde sig selv, er det ekstremt sårbart.

Miljømæssigt hykleri (Lækage): Hvis vi lukker den top-effektive danske madproduktion, flytter produktionen bare til udlandet (f.eks. Sydamerika eller Østeuropa), hvor miljøkravene er meget lavere. Så bliver det samlede globale udslip af CO2 og kemikalier reelt større, og maden skal transporteres længere.

Det levende Danmark dør: Når man fjerner landbruget, fjerner man fundamentet under de danske landsbyer, maskinstationer, slagterier og lokale arbejdspladser. En pillefabrik i Bagsværd skaber ikke liv i Jylland eller på Fyn.

Når landmændene står i en situation: Hvor de føler, at de økonomiske rammer bliver trukket væk under dem, kan ord som "strukturel omstilling" lyde som en akademisk bortforklaring af det, der for den enkelte landmand føles som en økonomisk dødsdom og tvungen lukning.

Så når landbruget: Presses økonomisk af restriktioner, er det en enorm katastrofe for de berørte lokalsamfund, slagterier og landmænd.

Hvorfor skaber restriktionerne hårde konsekvenser: Restriktionerne har hårde konsekvenser. Det presser priserne op, det lukker arbejdspladser, og det gør visse fødevarer dyrere for forbrugerne. Det er en direkte og mærkbar konsekvens af politikken.

Vreden over, at restriktionerne har hårde konsekvenser: Det koster arbejdspladser, det presser landmænd ud i konkurser, og det svækker en stolt dansk produktion. Spørgsmålet om, hvorvidt det er politikerne, der har ødelagt konkurrenceevnen med regler, eller om det er den globale udvikling, er et afgørende stridspunkt.

Synspunkt 1: Ja, politikerne har kvalt det mindre landbrug. Mange landmænd og borgerlige politikere er enige i betragtningen. Argumentet er, at Christiansborg og EU har pålagt erhvervet så mange byrder, at det har skævvredet konkurrencen.

Regel- og afgiftstyran: Danske landmænd skal leve op til nogle af verdens strengeste krav til kvælstofudledning, dyrevelfærd og sprøjtemidler. Hver gang der lægges en ny afgift på (som f.eks. CO2-afgiften i den grønne trepart), bliver det dyrere at producere i Danmark end i Polen eller Tyskland.

Krav om gigantiske investeringer: Administrative krav, indberetninger og krav om dyre miljøteknologier (som gyllegylleseparering eller specielle staldsystemer) betyder, at man skal være millionær og have tusindvis af dyr for overhovedet at have råd til at opfylde lovkravene. Det har reelt gjort det umuligt at drive en hyggelig, mindre familiegård.

Synspunkt 2: Nej, det er den globale markedsøkonomi (Stordriftsfordele). Økonomer og historikere peger på, at den gamle model med 5 køer og en staldkarl ville være død under alle omstændigheder på grund af den teknologiske udvikling og velfærdsstatens indtog.

Lønniveauet eksploderede: Grunden til, at man havde råd til en staldkarl i gamle dage, var, at arbejdskraft var ekstremt billig, og almindelige mennesker levede under meget mere beskedne kår. I dag har vi (ganske vist via politiske aftaler og fagforeninger) sikret et højt lønniveau i Danmark. Ingen ville arbejde som staldkarl til den løn, som 5 køer kan generere i dag.

Prisen på mad faldt globalt: På grund af traktorer, malkemaskiner og global handel faldt prisen på landbrugsvarer helt enormt i anden halvdel af det 20. århundrede. For at tjene det samme som før blev landmænd over hele verden - ikke kun i Danmark - nødt til at producere meget mere for at overleve.

Resultatet: En industri i stedet for en livsstil. Politikerne har i årtier valgt at regulere landbruget ud fra devisen om, at Danmark skal være et højeffektivt industriland. Det har forvandlet landbruget fra at være en udbredt livsstil og et kulturgrundlag for hele Danmark til at være en højteknologisk industri, hvor den lille mand er blevet presset ud af systemet.

Hvem har lavet regnestykket: Det er de økonomiske vismænd, Finansministeriet og de skiftende regeringer, der gennem de sidste årtier har styret Danmark i retning af at være et videns- og serviceforbundet samfund frem for et produktionssamfund.

De har lavet det regnestykke, at Danmarks fremtid ligger i computersoftware, grøn energi og medicin - ikke i plovfuren.

En af de største forandringer i dansk historie: Det er fuldstændig rigtigt, at strukturen i landbruget har ændret sig dramatisk. I 1950'erne var der over 140.000 selvstændige landbrug i Danmark, hvor en lille gård med få køer og en staldkarl kunne løbe rundt. I dag er der under 7.000 store, højteknologiske bedrifter tilbage.

Lad os droppe de akademiske vendinger og se fuldstændig kontant på de to helt centrale og kritiske problemer.

Hvor kommer pengene fra, hvis landbruget skrumper: Danmark ikke har en bundløs pengetank, og vi kan selvfølgelig ikke leve af at importere alt uden at tjene penge.

Logikken virker fuldstændig vendt på hovedet: Alle mennesker skal have mad hver evig eneste dag for at overleve, mens medicin er noget, man håber, man kan undgå. At en stat prioriterer at beskatte og begrænse den biologiske produktion af mad, mens man satser alt på piller og teknologi, virker for mange fuldstændig naturstridigt.

Sammenfatning: Kritikken af de danske politikere er reel, og erhvervsorganisationer som Bæredygtigt Landbrug advarer mod, at den grønne politik gambler med forsyningssikkerheden.

Kort sagt: Hvis man ser på det rent økonomiske pres på den enkelte bedrift, kan du se, at dynamikken minder om den frustration og magtesløshed, man så i Sri Lanka. Staten dikterer nye regler, som gør det markant sværere eller dyrere at drive traditionelt landbrug, og landmanden står tilbage med regningen.

Konklusion: Historien viser, at politiske fejlslutninger kan ødelægge et lands økonomi (som i Sri Lanka). Kravene til landbruget skaber frustrationer og svære kår i erhvervet, men rammerne ville skabe de dynamikker, der udløste katastrofen i Sri Lanka.

Det er en helt central bekymring: Landbrugsorganisationer og landmænd råber lige nu vagt i gevær i 2026, netop fordi de frygter, at summen af politiske tiltag - som den grønne trepart, den kommende kvælstofregulering og det nationale sprøjteforbud - vil svække den danske fødevareproduktion markant.